På min terrasse står en gammel havekost af træ med orange, tykke, stive hårbørster. Jeg gør mig umage med altid at stille kosten et sted, hvor jeg kan få øje på den fra mit køkken OG når jeg kommer hjem. Cirka hver 4. dag, stiller jeg den op af noget nyt – husmuren, stakittet, havelågen (det er upraktisk), havebordet. Meningen er, at den skal minde mig om, at jeg skal huske at feje terrassen og fjerne de insisterende bunker af blade og grene, jeg ikke har inviteret til at slå lejr på terrassen.
Og hvorfor gør jeg det? Jeg læste engang, at man skal lade sine løbesko stå fremme, så man bliver mindet om, at ”det snart er tid en lille løbetur”. Det gjorde jeg så, lod løbeskoene stå meget frit fremme i indgangen. Tricket virkede ikke for mig og prikkede i stedet konstant til min dårlige samvittighed over, at jeg for sjældent har dem på – og alligevel (ja, det gi’r ingen mening) – overførte jeg dette lille ”tip” til min havekost.
Resultatet er at udover at have dårlig samvittighed over, at jeg ikke løber ofte nok, har jeg også dårlig samvittighed over, at jeg ikke fejer nok. Super.
Du ved, at det er tid til change of plans, når du bruger mere tid på at tænke over, hvordan planen skal virke i stedet for at gøre noget aktivt.
Intentionen fejler ikke noget, men det gør planen, når den virker ikke.
Aktiv virker hver gang.
I stedet for at give dig selv små velmenende reminders, som er lige så lette at tale sig selv ud af – eller vælge at overse – kan du spørge dig selv om, hvordan du ville have det, hvis du faktisk gjorde det?
Hvordan ville du have det hvis:
– du løb den tur?
– du fejede terrassen?
– du får skrevet (eller får hjælp til) de tekster, historier eller mails der minder dine kunder om, at det er dig, de skal bruge deres penge på.
De to første punkter kan jeg ikke hjælpe dig med (min erfaring siger mig, at jeg er ikke den rette til det). Men den sidste ting vil jeg elske at rydde af vejen for dig, så du med ophøjet ro og snert stolthed kan strege punktet over på din liste. Den plan er aktiv. Og den virker. Skriv til mig her:
XO
Alexandra